Kapløb mod tiden i Hongkong

Wanzl Stories (del 6)

Lufthavnen i Hongkong skulle erstattes med en ny i 1998. I forbindelse med dette byggeprojekt blev også forsyningen af alle terminaler med kørende kufferttrolleyer udliciteret – en stor chance for Wanzl for at få yderligere fodfæste i Asien. Wanzl fik en aftale med lufthavnens planlæggere, og Gottfried Wanzl besluttede – efter princippet: "Stol kun på dig selv" – at han ville tage en prototype af kuffertvognen med på rejsen som oversize-bagage. Som sagt så gjort: Han og hans salgschef overleverede den meget vigtige bagage ved check-in-skranken, mens lufthavnspersonalet ikke kunne tro deres egne øjne. Da der i Hong Kong ikke fandtes en taxi, som havde plads nok til kufferttrolleyen, gik det videre til fods til færgens afgangssted til Hongkong Island – med 42 grader i skyggen og en luftfugtighed på knap 100 procent!

Ombord på færgen bevogtede de ophedede Wanzl-folk prototypen, som indtil da havde klaret rejsen godt. Der var dog ingen, der kunne ane, at de snart skulle igennem en endnu mere voldsom ilddåb. Og hvorfor så det? I hasten var de desværre gået ombord på den forkerte færge, som lagde til langt fra det egentlige mål – og der var ikke ret lang tid, til mødet startede! "Taxaen kan vi glemme, vi går!" Snart løb de to forretningsmænd med en kuffertvogn foran sig, hen over ujævne gader og stræder, forbi handlende, fritgående husdyr og travle mennesker. Ud over åndenøden og svedbadet nåede løberduoen frem til deres destination til tiden. De skubbede med stor lettelse kuffertvognen ind i mødelokalet. Den rullende oversize-bagage i den yngre chefs hånd gjorde et varigt indtryk: To år efter mødet fik Wanzl ordren på 9.000 kuffertvogne til den nye lufthavn i Hongkong, som i dag er verdens største fragtlufthavn og ottendestørste passagerlufthavn.