Lad det gå lidt tjæpt! Det er filosofien bag den nye konceptbutik fra Netto, der imødekommer kundernes behov for hurtige og nemme løsninger – både når det gælder indkøbsoplevelsen og udvalget. Hos Wanzl Nordic har vi været med til at bringe filosofien til live med design, indretning og inventar, der understøtter en nem kundeoplevelse – og får butikken til at skille sig ud.
Nyt koncept gør det endnu nemmere at handle
Convenience er en af de helt store drivkræfter i udviklingen af detailhandlen lige nu. Tjæpt er et godt eksempel på et butikskoncept, der er skabt med netop nemhed i fokus.
I Tjæpt finder du alt fra almindelige dagligvarer til salater og frisksmurte sandwich, specialøl, færdigretter fra Løgismose og måltidskasser fra Skagen Food. Du kan også få en kop kaffe og en croissant til at tage med på farten.
Butikken kombinerer nemme løsninger og god kvalitet, hvilket passer godt ind i tidsånden og matcher nogle af de store forbrugertendenser, vi ser i dagligvarehandlen.
Tæt samarbejde på tværs af funktioner
Fra idé til koncept, design, produktion og montering – helt frem til åbningen af den færdige butik. Vi har været med hele vejen og arbejdet tæt sammen med Netto og deres reklamebureau Bessermachen om at forme og klargøre det nye butikskoncept.
Projektgruppen fra Netto bestod af ekspertise fra blandt andet drift, indkøb, sortiment, marketing, projektledelse, teknisk afdeling og ledelsen, og vores opgave har været at samle, omsætte og udfordre input fra de mange forskellige stakeholders i en spændende og intens proces.
”Samarbejdet med Wanzl Nordic har fungeret enormt godt. De er søde og fleksible samtidig med, at de har udfordret os til at tænke ud af boksen og se nye løsninger. De kommer med et perspektiv udefra og en indsigt i, hvad der sker i markedet, som var vigtig, for at vi kunne lave noget anderledes og nyt”Natasja Sørensen, Senior Strategy & Project Manager, Netto
Efterfølgende er hele projektet blevet konstrueret og konceptuelt modnet internt i Wanzl Nordic i et samarbejde mellem Design, Research & Development og Produktion. Og med alle funktioner samlet under ét tag har der aldrig været langt fra tegning til at kunne levere en færdig løsning. ”Det gør processen mere smidig og har betydet, at vi ret hurtigt har kunne finde løsninger, der kunne fungere”, siger Natasja Sørensen fra Netto.
Designet til korte, effektive flows
I designet af butikken har vi taget afsæt i plantegninger fra Netto og den visuelle identitet fra reklamebureauet og haft fokus på at sikre et effektivt flow og en god kundeoplevelse.
Derfor er butikken blandt andet indrettet med forskellige flows alt efter, hvor meget du skal købe. Allerede ved indgangen møder du convenience-afdelingen, hvor du hurtigt kan vælge, scanne og betale – og være videre. Skal du have dagligvarer, fortsætter du længere ind i butikken.
Tydelig skiltning, der guider kunderne, er et andet eksempel på et greb, der bidrager til et effektivt flow. Det samme gælder valget af diske, som minder om dem på tankstationer, i stedet for de klassiske kassebånd. Alt er designet med nemhed for øje.
Et mix af basisinventar og unikke løsninger
Inventarkonceptet kombinerer Nettos eksisterende reoler med nye løsninger udviklet specifikt til Tjæpt, som bærer konceptet og får butikken til at skille sig ud.
Eksempelvis er diskens store flader beklædt med den ikoniske lyserøde farve, som går igen i loftet, hvor den binder rummet sammen og forstærker den visuelle oplevelse. En anden unik detalje er køleskabene, som er indrammet af hvide fliser med gule fuger, mens andre er elegant pakket ind i lyse egeplader – detaljer, der tilfører varme og er med til at skabe et personligt og moderne udtryk.
I konceptet indgår også basiselementer fra Netto, der er blevet opdateret med nye farver og finish. En effektiv løsning – både visuelt og økonomisk.
Den første butik er åben – testen er i gang
Den nye butik slog dørene op den 3. april 2025 på Blegdamsvej i København. Hos Tjæpt er de glade for resultatet og har fået positiv respons på konceptet for at være anderledes, simpelt og nemt. ”Nu er vi i en spændende læringsfase, hvor vi er nysgerrige, tester og leger med sortimentet for at finde ud af, hvad der bliver taget godt imod, og hvad danskerne gerne vil have”, afslutter Natasja.
Vil du vide mere om projektet – eller har du brug for hjælp til butiksdesign og indretning?
Kontakt Head of Nordic Design, Sasja Schubert Iversen på telefon +45 27 775 255 eller mail: sasja.iversen@wanzl.com
Du er måske også interesseret i
- Mere om convenience-trenden i detailhandlen
- Downsizing som en ny tendens, der vinder indpas i detailhandlen
- Føtex Go – en døgnåben selvbetjeningsbutik, som vi har hjulpet med at gøre klar